Bliv frivillig

Alt for mange børn vokser op med kun én forælder, typisk på grund af dødsfald, skilsmisse eller lignende. Og er der ikke andre stærke voksne fortrolige og rollemodeller i barnets netværk, rammes børnene ofte af ensomhed, isolation og indlæringsproblemer.

Børns Voksenvenner i Aalborg og Omegn skaber venskaber mellem ensomme, svigtede eller sorgramte børn og ressourcestærke voksne. Venskaber, som gør en livsafgørende positiv forskel for disse børns liv. Og som du som frivillig kan være med til at skabe mange flere af.

Børns Voksenvenner har i 2014 vedtaget en strategi, der vil gøre os endnu mere kendte og i stand til at hjælpe og støtte endnu flere børn med venskaber. Derfor har vi brug for frivillige til fundraising, bestyrelsesarbejde, administration, udbygning af hjemmesider samt PR og marketing- og meget mere.

Vi søger desuden frivillige til at hjælpe os med at screene potentielle voksenvenner og med at matche nye voksenvenner med børn på vores venteliste. Til screening og matching har vi brug for frivillige med en baggrund fra social- og sundhedsområdet, fx pædagoger, sygeplejersker, psykologer, socialrådgivere og lignende.

Børns Voksenvenner giver selvfølgelig alle frivillige mulighed for at bruge os som reference i forbindelse med uddannelse, jobsøgning og lignende.